Kommentar | Et stigende prispres i USA kombineret med øget konkurrence på insulinmarkedet vil lægge yderligere pres på Novo Nordisks vækst i omsætning og indtjening i de kommende år.
Det vurderer senioranalytiker i Jyske Bank Frank Hørning Andersen, der i sidste uge mødtes med Novo Nordisk og efterfølgende har sænket sin anbefaling af aktien til køb fra stærkt køb. Desuden er kursmålet blevet rundbarberet til 350 kr. fra 465 kr.
- Vi vurderer, at Novos langsigtede mål om en EBIT-vækst på 10 pct. er i fare og vurderer ikke, at det er opnåeligt i lyset af vækstudfordringerne. Vi forventer en gennemsnitlig langsigtet EBIT-vækst på 8,3 pct., skriver Frank Hørning Andersen.
Det er ikke mindst Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheims planlagte lancering af en efterligning af verdens bedst sælgende insulin, Lantus, der har fået konkurrencen i USA på markedet for langtidsvirkende insulin til at spidse til. Samtidig er Merck og Mylan på vej med nye versioner af Lantus.
Sideløbende har de amerikanske sygekassers rådgivere - de såkaldte Pharma Benefit Managers - nemlig indgået fusioner, der betyder, at de er blevet langt større og derfor også står stærkere i prisforhandlingerne med medicinalselskaberne.
- Konsolideringen inden for de amerikanske betalere har klart øget deres forhandlingsstyrke, og vi begynder nu at se en udelukkelse af patentbeskyttede produkter på listerne over anbefalede lægemidler, skriver Jyske Bank-analytikeren |